Skoleparken 8, 9480 Løkken

Rummeligt halvt dobbelthus centralt i Løkken - mulighed for hurtig overtagelse

På en lukket vej i den centrale del af Løkken ligger dette velholdte halve dobbelthus, som nu kan danne ramme om jeres familieliv. Her kan I se frem til 166 m2 fordelt over halvandet plan bestående af en stor stue med åben forbindelse til køkkenet samt fire værelser, et badeværelse og et bryggers. Dertil kommer haven og en dejlig solrig, lukket fliseterrasse på 94 m2.

Den attraktive beliggenhed placerer jer helt ideelt i Løkken med korte afstande til det hele. I kan let spadsere til centrums hyggelige gader med butikker og spisesteder, og til fods når I også Vesterhavet og den skønne badestrand. Hverdagens behov er tillige nærved, og inden for en radius af halvanden kilometer finder I skole, daginstitution og idrætshal.

Det halve dobbelthus præsenterer sig pænt udefra med gul facade, der er nymalet i 2019, mens det røde tegltag blev algebehandlet i 2022. Bilen kan parkeres i den integrerede carport med direkte adgang til bryggerset.

Det store, åbne opholdsrum med et hvidolieret trægulv i ask udgøres af stuen og køkkenet, som er forenet på praktisk vis. I kan dermed nemt være sammen hele familien på tværs af forskellige aktiviteter, og der er god plads til at indrette både sofasektionen og spiseafsnittet. Køkkenet fra JKE Design er udført i en tidløs stil med hvide fronter.

Dertil skal det nævnes, at der er gulvvarme i hele stueplan, hvor der endvidere venter to fine værelser og et badeværelse med en glasafskærmet bruseniche. Derefter fortsætter rundturen på første sal, hvor I ankommer til en rummelig repos, der eksempelvis kan anvendes som et hjemmekontor. Herfra er der videre forbindelse til to gode værelser med et indbygget skab på det ene.

Haven består primært af en græsplæne, og så kan I glæde jer til at indtage den store fliseterrasse mod syd, hvor sommeren kan nydes i ro og mag.