Solbakkevej 27, 9800 Hjørring

Gedigen og velholdt udsigtsvilla i Hjørring

Takket være en høj placering giver denne villa nær Hjørring midtby jer en skøn udsigt over landskabet. Boligen er velholdt og velindrettet til den pladskrævende familie med de tre værelser, store opholdsmiljøer og en anvendelig kælder. Endelig vil I elske den særdeles hyggelige have.

Ved ankomst møder I den sjælfulde villa med blå vinduesrammer og en gul hoveddør, der står charmerende til de klassiske, røde mursten.

I starter med at se køkkenet, hvis elementer har en god opbygning. Kogezonen ledsages af en stenbordplade, ligesom komfuret på praktisk vis vender mod spisepladsen i alrummet. Hertil kommer en nydelig, massiv egetræsbordplade, og fra alrummet er der udgang til en terrasse. Videre venter de to store stuer en suite, og den bagerste af disse har en fantastisk rumfornemmelse med loft til kip samt et rundet vinduesparti i gavlen, hvor ruderne er ført helt til tops.

Etagen fuldendes af et badeværelse med bruseniche, mens I på første sal får et badeværelse med både spa og brus. Begge badeværelser har gulvvarme og er moderniserede indenfor de seneste ti år. På første sal har I desuden de tre værelser, hvoraf det ene har altan. I kælderen er der mange gode kvadratmeter til eksempelvis teenageren eller hobby. Foruden de disponible rum er der kontor, vaskerum og viktualierum.

I vil uden tvivl nyde træterrassen, der tilmed har markise over. I det hele taget finder I mange skønne kroge rundt om i haven med læ og sol dagen igennem, og er vejret lunefuldt, kan I bare rykke ind i pavillonen.

Ejendommen ligger på en rolig vej, der samtidig er centralt i byen, hvilket må siges at være en ideel kombination. Således kan I gå til skole, dagtilbud og indkøb, mens fritidsaktiviteter, stationen og bymidtens brede udvalg nås på en kort cykeltur.