Skøttrup 14, 9480 Løkken

Flot og multianvendelig hesteejendom ved Løkken!

Højt til himlen, en storslået udsigt og masser af albuerum til hverdagens små og store udfoldelser. Lyder dette fristende? Alt dette og mere til får I, når I flytter ind i denne super rummelige og nyligt tillavede hesteejendom omtrent 2 km øst for Løkken, der er beliggende fint tilbagetrukket for vejen - oven i købet en blind vej.

Flot og præsentabelt stuehus, der fik nyt tegltag i 2014, yderdørene skiftet i 2016 og med vinduer, som er ca. 12 år gamle. Stuehuset, der rummer 2 etager + kælder, byder i stueplan på skønt spisekøkken med uundværligt viktualierum, dejligt badeværelse med vaskeplads, skøn og lys spisestue med flot udsigt over markerne samt adgang til hyggelig tv-stue. Mindre værelse/kontor. Forgang samt baggang. 1. salen er indrettet med soveværelser samt 4 mindre værelser. Kælderen tilgår man fra havesiden og den byder på 4 disponible rum.

Udbygningerne, der er særdeles fine, anvendelige og velholdte, byder på stor carport med plads til 2 biler, 2 store maskinhuse, lækker lys og nyligt indrettet hestestald med 9 bokse med målene 3,5 x 4 meter, udstyret med vandkopper og afløb. Herudover er der opsadlingsplads med adgang til koldt og varmt vand. Fra stalden er direkte adgang til ridehal med vandingsanlæg, musikanlæg og god lofthøjde. Ridehallen har målene 15 x 35 meter, men hallen virker og syner langt større. Skal opleves.

I tilknytning til staldområdet, er der indenfor de sidste 3 år lavet velfærdsrum med bl.a. opvarmet sadelrum, køkken med spiseplads og lækkert badeværelse. Endvidere fyrrum med træpillefyr fra 2019. I den nordlige længe (samme bygning som carporten) er der foderrum samt mulighed for at indrette værksted. Henover denne bygning er der tillige høloft.

Ejendommens jordtilliggende er på godt 3 ha, som på nuværende tidspunkt er lavet til 4 store folde, som fint omkranser ejendommen. Her er god plads til forskelligt dyrehold.

Konklusion: En flot og spændende ejendom, der er klar til brug fra dag 1.