Søger I et sted, hvor I kan trække jer tilbage og nyde sommeren? Så skal I vende blikket mod dette fritidshus ved Skallerup Klit. Beliggenheden er pragtfuld med blot få hundrede meter til stranden, der inviterer på friske dukkerter eller gåture langs vandet, ligesom I også finder Skallerup Seaside Resort og indkøb inden for kort afstand.
På Efterårsvej 6 møder I ejendommen fra 1983, hvis antracitgrå træbeklædning komplementeres af et sort tag og hvide vinduesrammer, der danner et flot helhedsindtryk. Tilknyttet matriklen er et redskabsrum og en garage med et integreret skur.
I bydes velkommen i en entré, hvorfra boligen udfolder sig via fin planløsning, der udnytter hver og én kvadratmeter. Husets hjerte er den åbne forbindelse mellem køkken og stue, som skaber en let og indbydende stemning. Den forstærkes yderligere af de store vinduer, der gavmildt trækker dagslyset ind, mens Morsø-brændeovnen bliver et naturligt omdrejningspunkt på kølige dage.
Køkkenet er udstyret med gængse hvidevarer og fin opbevaringsplads, så I nemt kan finde køkkengrejet frem til madlavningen. Endvidere er der tre soveværelser med praktisk skabsplads, hvoraf to af værelserne har rum til en køjeseng, mens boligen fuldendes af et badeværelse med brus og gulvvarme.
Endelig kan I se frem til en lukket have omkranset af træer og buske, der danner en dejlig, grøn kulisse til hverdagen. Tilmed er der en lækker terrasse, som strækker sig rundt om størstedelen af huset, således I kan placere jer efter solen. Herude understreges den naturskønne beliggenhed af det rige dyreliv samt et skovbeklædt terræn i horisonten og vidtstrakte marker, så langt øjet rækker.