Nørregade 37C, 9800 Hjørring

Hyggelig andelsbolig centralt i Hjørring

I befinder jer midt i Hjørring med gåafstand til det meste, når I overtager denne indbydende andelslejlighed, som I finder i en charmerende, rød ejendom med tegltag og sprossevinduer. Her kommer I til at råde over en stue, et køkken, to værelser og et badeværelse, og det fine udeareal deles I om med de øvrige to lejligheder. I bliver desuden en del af en god og sund andelsforening.

I træder ind gennem entréen til gangen, som praktisk leder jer videre til alle hjemmets rum. I skal starte med at tage et kig på stuen, som fremstår særdeles stemningsfuld med trægulve og et rigt lysindfald fra syd. I det tilstødende køkken er de hvide og tidløse elementer opsat i en vinkel, så I får en god arbejdsflade til madlavningen og rigeligt med opbevaringsløsninger. I kan også arrangere en mindre spisesektion i rummet, og bemærk herudover den fine serveringsluge med kig ind til stuen.

De to værelser er placeret side om side og har begge indbyggede skabe til garderoben. Har I kun brug for ét soverum, kan I med fordel benytte det andet værelse til en ekstra stue eller et kontor. I slutter rundturen af på badeværelset, som præsenterer sig enkelt og stilrent. Her er gulvvarme, en topmonteret håndvask, et separat bruseafsnit og plads til vaskesøjlen.

Om sommeren vil I tilbringe fritiden udenfor, hvor den brostensbelagte gård og græsarealet giver skønne rammer. I har tilmed et privat skur til opmagasinering.

I når let til alt, hvad Hjørring har at byde på, for efter bare få hundrede meter står I midt i byen og omgivet af specialforretninger og spisesteder. Indkøbsmuligheder og busforbindelser er også lige i nærheden, og efter knap én kilometer kan I stå på toget ved Hjørring Station.