Lundtoftevej 17, 9800 Hjørring

Gedigen villa med flot have i Hjørring

På Lundtoftevej 17 i Hjørring finder I denne gedigne rødstensvilla, der fordeler 172 etagemeter over et indbydende stueplan og en anvendelig kælder. Boligen placerer jer centralt i byen med gåafstand til det meste, og foruden huset i to etager kan I se frem til en skøn have med flotte belægninger og terrassepartier.

Her er tale om en solid villa fra 1960, der er pænt vedligeholdt. Udover de 172 etagemeter rummer villaen også en udestue på 18 kvadratmeter og en integreret, isoleret garage på 32 kvadratmeter. Der er desuden elinstallation i garagen til opladning af elbil.

I stueplan har I et køkken-alrum og en stue side om side, så I let kan nyde hinandens selskab på tværs af aktiviteter. Køkkenet er udformet i en tidløs stil med lyse skabsfronter, og fra alrummet er der udgang til udestuen. På etagen er der også et soveværelse og et badeværelse, mens trappen i entréen leder ned til kælderen, der har egen indgang. Her venter jer fire disponible rum, et toilet og et bryggers.

Udenfor er der en herlig, lukket have med solrige terrasser, og i bunden af haven er der et stort baghus på omkring 37 kvadratmeter, der har plads til trailer, cykler, haveredskaber og havemøbler.

Med denne adresse er I nær alt, hvad Hjørring har at byde på, og flere indkøbsmuligheder er at finde i gåafstand, mens der ligger en daginstitution på vejen. Cyklen bringer jer hurtigt mod skole og centrum, og motorvejen er let tilgængelig. Endelig er I tæt på Svanelundens grønne omgivelser med stier og legeplads.