Skovvej 42, 9800 Hjørring

Grundmuret villa på 266 m2 i attraktivt kvarter tæt ved Bagterp skolen

Du går ikke ned på kvadratmeter i denne villa, som byder på en spændende planløsning med alverdens anvendelsesmuligheder. Nuværende ejer har haft egen salon i huset, og med andre ord er der et stort potentiale, hvad angår hjemmekontor eller pladskrævende hobbyer. Derudover får du en flot velanlagt have, der grænser op til Bagterp Plantage, så du kan sidde helt uforstyrret og nyde de skønne sommeraftener.

Ejendommen ligger attraktivt på en hyggelig villavej med en naturlig udskiftning, hvor mange børnefamilier flytter til. Hverdagen hænger nemt sammen med gåafstand til skole, hallen og pasningstilbud, ligesom du kan cykle til Hjørring Station og byens forretninger og spisesteder.

Udefra præsenterer villaen sig med en klassisk rødstensfacade, og her er tale om et hjem, som er passet godt på. Indretningen fremtræder generelt originalt, hvor charmerende 1970'er detaljer gør sig gældende. Især pejsestuen er helt fantastisk, og her kan du samle familien til gløgg og æbleskiver på råkolde vinteraftener. Pejsestuen ligger i forskudt niveau af endnu en stue, mens spisestuen ligger tilstødende køkkenet.

Køkkenet har en god størrelse med spiseplads, og herfra får du direkte adgang til bryggerset med egen indgang. Stueplan rummer videre et gæstetoilet, salonværelset samt en fordelingsgang, hvorfra en spindeltrappe fører op til førstesalen.

På første sal gemmer sig yderligere tre gode værelser, et badeværelse med badekar samt et tekøkken og opbevaringsrum. Prikken over i'et er den den store stue, hvorfra der er udgang til en overdækket altan med en smuk udsigt til skoven for enden af haven.

Baghaven er opført med murerede finesser og et stort, flisebelagt terrassemiljø, hvoraf en del er overdækket, så du kan søge skygge, når solen står højt. Haven er smukt beplantet med rododendron, tulipantræer og hostaer, og den udgør en blomstrende oase.

Til slut kan du se frem til både garage, carport og værksted.