H F Bjørns Vej 31, 9800 Hjørring

Etplansvilla med attraktiv beliggenhed i Hjørring

I et eftertragtet kvarter i Hjørring tæt på alt, hvad I har brug for i hverdagen, møder I denne nydelige og flot renoverede etplansvilla, der kan bryste sig af en velanlagt have og en velfungerende planløsning med blandt andet tre værelser og en lys stue. Velkommen til H F Bjørns Vej 31.

I bosætter jer yderst fordelagtigt i byen, og fra matriklen finder I skole, pasningstilbud og indkøb inden for en radius af blot lidt over én kilometer. Tilsvarende kan I se frem til overskuelige distancer til offentlig transport, og lokalmiljøet byder på udmærkede idrætsfaciliteter og fine, grønne naturarealer. Motorvejsnettet er desuden lettilgængeligt. Området er kendetegnet ved den rolige, fredelige atmosfære, og beboerne imellem hersker der et godt naboskab.

Ejendommen blev opført i 1971, men i kraft af en omfattende istandsættelse i perioden mellem 2013 og 2020, toner boligen frem i fortrinlig stand. Processen har eksempelvis betydet, at der blev indsat nye vinduer, ligesom gulvene er udskiftet, hvor man i samme ombæring indlagde gulvvarme. Garagen er fra 2018, og samtidig er også haven blevet omlagt.

Hjemmet udfolder sig over 107 kvadratmeter og indledes ved entréen, der tillige tjener som fordelingsgang mellem de tre værelser, som alle er udstyret med faste skabe, og badeværelset med brus. I bryggerset kan vasketøjet håndteres. Villaens absolutte leverum er dog det store opholdsrum med køkken-alrum og stue i forening. Her strømmer et behageligt lysindfald via de brede glaspartier, og netop på grund af den anseelige størrelse, er det nemt at opstille både spisebord og sofagruppe.

Med udgang fra stuen har I en dejlig, vestvendt fliseterrasse, og da haven mestendels består af en græsplæne, er den nem at holde. Her er imidlertid også højbede til urter og enkelte bede. Endelig er der garagen, der er rummelig nok til at fungere som værksted på samme tid.