Lundholmvej 23, Astrup, 9800 Hjørring

Liebhavervilla i charmerende Astrup

Lidt udenfor Hjørring ligger landsbyen Astrup, hvor denne fremragende villa er placeret. Ejendommen tilbyder masser af plads til hele familien, der ønsker at bo i smukke omgivelser – især i de store opholdsrum er det svært ikke at lade sig imponere over boligen.

Huset er opført i 2000 og siden moderniseret i 2017/2018 med blandt andet nye klinker og nyt badeværelse, ligesom udbygningen i samme periode blev færdiggjort. Beboelsesarealet beregner sig til 267 kvadratmeter, hvortil der kommer en yderst anvendelig kælder på 122 kvadratmeter.

Planløsningen løber over tre niveauer, og i stueplanet finder I et flot køkken-alrum, der ad den betragtelige glaskarnap modtager et rigt og behageligt lysindfald. Multiform køkkenet er arrangeret med hvide fronter og en sort granitbordplade, hvilket afføder et stilrent og elegant udtryk. I den tilstødende stue bør særligt det nydelige Tarkett-gulv bemærkes. Etagen afrundes af to regulære værelser samt et bryggers og et toilet.

På førstesalen har I yderligere en stue til jeres rådighed, ligesom I her finder tre værelser og husets badeværelse, der er udstyret med bruseniche og spabad. Kælderen indeholder et vinrum, en gildesal med bar, en hjemmebiograf med tolv vaskeægte biografsæder og et disponibelt rum.

Den lukkede have er velanlagt og relativt vedligeholdelseslet, da den hovedsagligt består af en fin græsplæne, og på hele den vestlige side af huset er der etableret en skøn, solrig terrasse. I haven er også den isolerede udbygning med el-port, og dagligdagsgaragen er integreret i selve huset.

Lokalmiljøet i Astrup er exceptionelt aktivt, og er kendt for det gode fællesskab, der findes her. I bosætter jer tæt ved friskole og et bredt udbud af fritidsaktiviteter, som drives af de mange ildsjæle i byen. Ydermere er naturen tæt ved.

Villaen opvarmes af en nyere luft-til-vand-varmepumpe og et kraftigt solcelleanlæg.

Kontakt os for en fremvisning.