Klonhøjvej 6, 9800 Hjørring

Rummelig halvandenplansvilla ved Hjørring Bjerge

Evt. bytte med mindre hus i Uggerby, Tornby, Kjul eller Tversted!

Nu kan I overtage denne lyse og rummelige villa, som byder på hele fem værelser, to badeværelser og et rummeligt opholdsmiljø. Ude venter en dejlig have, og så kan I se frem til at bo ganske tæt på naturen ved Hjørring Bjerge og samtidig alt til hverdagen i byen.

Ved ankomst møder I en klassisk halvandenplansvilla fra 1976 med tilhørende carport og skur. Boligen er løbende vedligeholdt og fremtræder pænt, så I kan se frem til at indrette det skønne opholdsmiljø, som udgøres af køkken-alrummet og stuen i direkte forbindelse. Køkkenets elementer er placeret i vinkelform og er desuden funktionelt med ovnen i arbejdshøjde og kogezonen ergonomisk sænket. Alrummet har plads til det gæstevenlige middagsbord, så stuen kan snildt indrettes med de bløde møbler. Overalt får I glæde af et godt lysindfald, og det gælder ikke mindst i stuen med det sydvestvendte vinduesparti med terrassedør.

I stueplan ligger videre værelset med terrassedør og det ene badeværelse med bruseniche. Etagen afsluttes af et praktisk bryggers, mens det er på førstesalen, I finder de resterende fire værelser og endnu et badeværelse - dette med kar. Det ene af værelserne heroppe har udgang til den skønne og solrige, integrerede altan.

Foruden altanen får I glæde af haven, som i 2020 er opdateret med nyt skur og trappe op til shelteret, et nyt terrasseområde, en stensætning og en bøgehæk. Arealet vender helt rigtigt i forhold til verdenshjørnerne og er nemt at vedligeholde.

Adressen er perfekt for naturoplevelser, hvor I kan tage på lange spadsereture i Hjørring Bjerge med udsigtstårn og store, åbne vidder. Dertil har I cykelafstand til flere skoler og midtbyens mange tilbud, mens I endnu tættere på finder dagtilbud, indkøb og busstoppested. Bilen når motorvejen på under ti minutter.

Kontakt os allerede i dag og bestil en fremvisning.