Ifversensvej 29, 9800 Hjørring

Indflytningsklar funkisvilla i attraktivt kvarter i Hjørring

I et attraktivt villakvarter centralt i Hjørring møder I dette velholdte og indflytningsklare funkishus med en pragtfuld udsigt mod vest. Fra førstesalen kan I se helt til Rubjerg Knude og Vennebjerg Kirke, og her får I et hjem med et fantastisk lysindfald samt 157 velindrettede kvadratmeter fordelt på to plan. Dertil kommer en kælder på 62 kvadratmeter, og på Ifversensvej 29 finder børnefamilien således de helt ideelle rammer om hverdagen.

Rødstensejendommen blev opført i 1946, og for omkring 15 år siden blev taget skiftet. Cyklerne og bilen kan henholdsvis parkeres i cykelskuret og carporten, og fra indgangspartiet med navnet Danbo hævet over hoveddøren har I adgang til det indbydende hjem.

Foruden den skønne udsigt udmærker førstesalen sig yderligere ved tre indretningsvenlige værelser med trægulve. Heroppe er der ligeledes et nydeligt badeværelse med to håndvaske omkranset af en marmorbordplade. Stueplan gemmer på yderligere et stort værelse, samt flere dejlige opholdsmiljøer, der virkelig kan samle hele familien. Det tosidede HTH-køkken ligger i åben forbindelse med en herlig spisestue, der byder på en brændeovn, og hvor dagslyset strømmer ind gennem vinduerne. Herfra kan I tage et par trin ned i den fine stue, der med sine vandskurede vægge har et flot, lettere rustikt udtryk. Et gæstetoilet afrunder stueplan, inden I kan udforske kælderens vaskerum, viktualierum og to disponible rum.

Udenfor er der en solrig have med to skønne terrasser den ene helt op mod huset og den anden længere nede i haven. Desuden får I et redskabsskur samt et brændeskur, og fra adressen er der gåafstand til busstoppestedet, Rema 1000, daginstitution og skolen.

Lyder det som noget for jer? Ring for en fremvisning.