Rakkebyvej 240, Rakkeby, 9800 Hjørring

Stor, velholdt villa med skøn have - god beliggenhed i hyggelige Rakkeby

Er I på udkig efter en velholdt og rummelig bolig med en dejlig have, hvor der er plads til både leg, boldspil og afslapning? Og skal beliggenheden helst være børnevenlig og bekvem? Så er denne solide etplansvilla i den aktive landsby Rakkeby lidt syd for Hjørring måske noget.

Det solide gulstenshus fra 1972 har altid haft samme ejere, som løbende har holdt det vedlige, så det står flot og funktionelt. Med hele 186 m2 fordelt på blandt andet tre gode værelser og en stor, åben opholdssektion, der er vendt stik syd, får familielivet de bedst tænkelige rammer. Og takket være et kondenserende oliefyr fra 2012 samt en nyere varmepumpe er boligen tilmed billig at varme op.

Grunden tæller 961 m2, og foruden en god garage og en carport, der begge har nyere tag, byder den på et grønt græsareal og et drivhus fyldt med tomater og vindruer. Der er også et gyngestativ, en lille køkkenhave samt en bred indkørsel med plads til flere køretøjer. Når I vil have masser af D-vitamin, kan I sætte jer på en af de to solterrasser, og trænger I til skygge, kan I rykke ind under carportens overdækning, der også er et fantastisk sted at sidde, så snart aftenduggen falder.

Med adresse her på Rakkebyvej 240 bliver I del af et roligt landsbymiljø med et godt nabosammenhold. Et naturskønt område med skov og sø får I næsten lige i baghaven, og så tager det ikke mange minutter at nå henholdsvis Hjørring bymidte, gode indkøbsmuligheder samt motorvejsnettet.

Foruden de tre værelser rummer boligen et kontor, et bryggers samt et badeværelse og et gæstetoilet. Og så er der den pragtfulde opholdssektion med to stuer en suite, som er åbnet op mod alrum og køkken. Sidstnævnte er i øvrigt en flot sag fra 2011, hvor der også blev lavet et praktisk viktualierum til køkkenmaskiner med mere.

Denne ejendom fortjener ganske enkelt en fremvisning. Ring og bestil den i dag!