Frejasvej 30, 9870 Sindal

Velholdt og familievenlig etplansvilla i naturskønt område i Sindal

Denne velholdte etplansvilla passer helt perfekt til den naturelskende familie, der ønsker et velindrettet hjem med god plads og varme. Huset ligger på en knap 2.000 m2 stor grund, der skråner ned mod et stort ubeboet naturområde.

Vi befinder os i Sindal - et veletableret lokalsamfund cirka 13 kilometer øst for Hjørring. Det er en stationsby med egen skole (bedste skole i Hjørring kommune i 2015), flere supermarkeder samt både bibliotek, lægehus og et godt udvalg af spisesteder.

Huset ligger ganske fredeligt på en lukket stikvej uden gennemkørende trafik.
Ejendommen er fra 1975 og byder på 140 kvadratmeter. Nuværende ejere har boet i villaen siden 2004 og har passet godt på huset. Blandt andet er indretningen blevet ændret og gjort mere åben, flere af vinduerne er udskiftet til energiruder, og så er der lagt nyt gulv i køkken-alrummet.

Den åbne løsning mellem køkken og stue skaber et dejligt opholdsrum i boligen. Den flotte udsigt over naturområdet kan nydes igennem de store vinduespartier mod nord. I modsatte side er der skydedør ud til terrassen, og bagerst i rummet er der skabt en rigtig hyggekrog ved pejseindsatsen.

Boligens tre soveværelser er alle gode og rummelige og har store vinduer ud til haven. Derudover får I også både et gæstetoilet og et badeværelse samt et godt bryggers med egen indgang.

Den store have giver masser af plads til børneleg og er endvidere nydeligt beplantet med træer, buske og bede. Der er terrasse på begge sider af huset, og endelig har ejendommen også en carport med tilhørende redskabsskur.

Alt i alt en meget familievenlig ejendom, der er klar til, at en ny familie flytter ind. Skal det være jer?