Hegnet 1, Lørslev, 9800 Hjørring

Svensk kvalitetstræhus på dobbeltgrund i Lørslev - udsigt til eng og plantage

Et sundt og charmerende træhus med en fantastisk atmosfære og et rigtig godt indeklima - det er kort beskrevet, hvad der venter dig her på en rolig og naturskøn adresse i Lørslev ti minutters kørsel fra det centrale Hjørring. Der er tale om et svensk kvalitetstræhus fra 2008, som fremstår i supergod stand og med et lyst, smagfuldt og harmonisk indre. Boligarealet tæller 188 m2, og med blandt andet fem gode soveværelser er her rigeligt med plads til den store børnefamilie.

Med til ejendommen hører også en fuldt isoleret garage på 41 m2 samt en grund på hele 2.515 m2. Sidstnævnte byder på to solrige terrasser, der er vendt mod henholdsvis syd og vest, og på den store, veltrimmede græsplæne kan børnene øve langskud for fuld skrue. Der er desuden enkelte blomsterbede, og hele herligheden er omkranset af en høj bøgehæk, der gør grunden ugeneret.

Huset ligger dejligt idyllisk: Her er højt til himlen og åbne vidder, og fra ejendommen er der udsigt til grønne arealer og en flot opvokset plantage. I landsbyen er der et hyggeligt og aktivt lokalsamfund med kulturhus, naturbørnehave og friskole. Det er desuden nemt at komme til Hjørring med enten bil eller bus, og også motorvejen kommer I hurtigt ud på.

Allerede udefra viser huset sin høje kvalitet. Her står det smukt med en mørkegrå træfacade, sort cementstenstag og hvide vinduesrammer. Indenfor byder det på et gennemført stilfuldt indre, en pæn, neutral farveskala og et levende lysindfald. Indeklimaet er i øvrigt helt i top - blandt andet takket være en boligventilationsvarmepumpe. Alt inventaret er af kvalitetsmærket Kvik, og hvidevarerne er fra AEG og Siemens. Pladsen er fordelt på halvandet plan, og de tre af de i alt fem værelser er praktisk placeret på førstesalen sammen med en repos og et pænt brusebadeværelse. Foruden de to restende værelser byder stueplan på endnu et badeværelse samt et bryggers, mens planets midte er dedikeret til et stort, åbent opholdsmiljø med stue og køkken-alrum i ét. Stuen er vendt stik vest, og herfra er der udgang til den ene af ejendommens to terrasser - et perfekt sted at nyde aftensolen, når det er sommer.

Der er meget mere at fortælle om dette flotte eksemplar af en ejendom. Ring og hør nærmere allerede i dag!