Strandvejen 137, Lønstrup, 9800 Hjørring

Liebhavervilla med panorama havudsigt og 1. parket til Lønstrup Strand

En lækker villa udført i kvalitetsmaterialer i første parket til havet og med panoramaudsigt. Det lyder næsten for godt til at være sandt, men det er lige netop, hvad denne ejendom i Lønstrup tilbyder jer. Velkommen til Strandvejen 137!

Villaen fra 2007 fremstår med hvid facade, sprossevinduer og et rødt tegltag. De 179 m2 fordeler sig i halvandet plan, og dertil kommer en tør, anvendelig kælder på 44 m2 med gulvvarme.

En smuk egetræstrappe leder jer op på førstesalen med to af de i alt tre gode værelser samt et badeværelse med gulvvarme. Badeværelset har badekar, bruseniche og en Corian-bordplade samt uno form-skabe.

Både køkken-alrum og badeværelse i stueplan er også fra uno form, og sammen med de ensartede cremefarvede fliser sørger det for at skabe sammenhæng mellem de forskellige rum. Det samme gælder for værelserne og stuen, der har flotte asketræsparketgulve. Det skal desuden nævnes, at der er gulvvarme i hele stueplan.

Udover de hvide uno form-elementer i køkkenet er der en mørkegrå CAESARSTONE-bordplade ved kogeafsnittet med induktion, mens der ved den store silgranitvask med madkværn er en egetræsbordplade. Kombiovn og pyrolyseovn er placeret i praktisk ståhøjde, og alle hvidevarer er fra Siemens.

Franske døre forbinder alrummet med stuen, der med sit store vinduesparti fra gulv til kip ved endevæggen giver en fantastisk udsigt over havet. Derudover imponerer stuen ved at være højloftet og med frilagte bjælker samt en væghængt HWAM-brændeovn.

Vinduespartiet har franske døre, der åbner ud til den storslåede udsigt på terrassen, der følger huset rundt, så I altid kan finde en solrig plet. Villaens beliggenhed hører til de sjældne - direkte til den børnevenlige Lønstrup Strand, der er et af Vestkystens flotteste kuperede naturområder. Selve Lønstrup har masser af atmosfære med kunstbutikker, caféer og restauranter.

Alt i alt er dette en gennemført liebhaverbolig for den kræsne feinschmecker.