190 m2 etplansvilla fra 2012 + 141 m2 værksted/garage!
På en stille vej i Bagterp ligger denne fuldmurede villa, der nu kan blive jeres. Her får I landlige omgivelser, samtidig med at I kommer til at bo tæt på centrum af Hjørring. Derudover får I masser af disponible kvadratmeter i den medfølgende garage samt et let holdt udeareal.
Huset ligger godt placeret på en stille vej uden gennemgående trafik kun to kilometer fra Bagterpskolen og tre kilometer fra centrum af Hjørring. Er der en pendler eller to i familien, er beliggenheden også attraktiv blot seks kilometer fra Hirtshalsmotorvejen.
Ejendommen er opført i ét plan i 2012 og byder på 190 m2 velindrettet bolig med gulvvarme overalt. Dertil kommer garagen og et værkstedet på i alt 141 m2, som begge har elporte og god plads til opbevaring, og som byder på et væld af muligheder. Man kunne eksempelvis bruge værkstedet som lager, hvis man har egen virksomhed, eller man kan nørkle med veteranbiler/motorcykler, hvis man har den interesse.
I selve boligen får I en familievenlig planløsning med en separat forældreafdeling, der består af et soveværelse med walk-in-closet og direkte adgang til badeværelse. Derudover rummer villaen yderligere tre værelser og endnu et badeværelse samt et veldisponeret bryggers.
Det flotte HTH-køkken byder på mange lækre detaljer som induktionskogeplade, amerikanerkøleskab med ismaskine og Quooker-vandhane. Desuden er der en køkkenø med spiseplads. Køkkenet ligger i åbent rumforløb med den store opholdsstue, hvor I let kan indrette jer med et langt spisebord og en sofagruppe.
Fra stuen er der udgang til en dejlig, sydvestvendt terrasse, der er delvist overdækket. I får desuden en lille plæne, men det meste af udearealet er småsten, der ikke kræver vedligeholdelse.
Kort og godt en kvalitetsvilla med masser af plads og en velovervejet planløsning. Kontakt Ejendomsmæglerfirmaet Thomas Risager for mere information og en fremvisning.