Lundtoftevej 44, 9800 Hjørring

Dejlig rødstensvilla med fuld kælder

En veldrejet villa med en fuld kælder samt en skøn beliggenhed lige på grænsen til et flot, opvokset areal - det er kort beskrevet, hvad der venter jer her på Lundtoftevej 44 i Hjørring. Der er tale om en solid rødstensvilla fra 1956, som fremstår i velholdt men overvejende original stand. Villaens stueplan giver jer 119 m2, og et tilsvarende antal kvadratmeter er der i kælderen, som kan blive et perfekt helle for familiens teenager. Foruden en garage og et vaskerum er denne nemlig indrettet med et badeværelse og en god håndfuld disponible rum, som kan indrettes efter lyst og behov.

Huset ligger på en overskuelig grund, der er enkelt anlagt med græs, og som grænser direkte op til et tæt bælte af træer. Blot 60 meter fra jeres hoveddør finder I nærmeste busstoppested, og I skal kun gå omkring en halv kilometer, før I finder det lokale supermarked og Børnehaven Aage. Skole og hospital ligger ligeledes kun omkring en kilometer fra matriklen, og er I til rolige gåture under skovens skyggefulde trækroner, kan I tage turen til Bagterp Plantage, der ligger 900 meter fra adressen.

Gennem de seneste 59 år har huset haft samme ejere, som har passet godt på det. Alligevel kunne det trænge til et par opdateringer for at være helt i tråd med tidens strenge krav til stil og komfort. Det betyder dog samtidig, at I kan sætte jeres eget præg på indretningen, og da prisen på ejendommen er god, er der rigeligt med plads i budgettet til netop dette.

Der er dog også ting, der absolut fungerer som de er. Boligen har eksempelvis et utrolig dejligt lysindfald fra flere verdenshjørner, og indretningen er ligeledes god. Foruden to værelser og to stuer byder stueplan på et køkken, et gæstetoilet og en gang. Og så kan I ellers være kreative med pladsen i kælderen.

Vil I vide mere om huset, haven og den herlige beliggenhed tæt på skoven og hverdagens fornødenheder? Så ring og hør nærmere allerede i dag!