Krogen 3, 9800 Hjørring

Arkitekttegnet villa på unik naturgrund ved Hjørring Bjerge - mulighed for udstykning

Der er meget godt at sige om denne arkitekttegnede villas håndværksmæssige kvalitet, formfuldendte planløsning og rare atmosfære - men det er nu alligevel omgivelserne, som indledningsvist bør fremhæves.

Ejendommen ligger nemlig på Krogen, som er en lille, uforstyrret sidevej, og fra den store naturgrund fører en sti direkte til Hjørring Bjerge. Samtidig er der gåafstand til bymidten, og boligens højtliggende placering giver udsigt over Hjørrings hustage og helt til Bjergby fra førstesalen.

Placeringen er enestående, for der er ikke mange, der kan prale af at være nabo til et så attraktivt og bynært naturområde. Grundens imponerende størrelse giver tilmed mulighed for at udstykke den i flere byggegrunde eller som én stor projektgrund til tæt-lav-bebyggelse.

Det er nu også oplagt at bevare grunden, som den er, og nyde de uspolerede omgivelser. Beplantningen er varieret med løv- og nåletræer, buskadser og åbne græsarealer, og rådyr og andre vilde dyr kommer gerne på visit.

Foruden villaen og en carport ligger der også et udhus på grunden, som rummer en sauna og et værksted. Med kampestensmure og tørvetag passer det godt ind i omgivelserne - ja, det føles nærmest som at have et sommerhus på hjemmeadressen.

Selve villaen er opført i 1963 og sidenhen udvidet med en tagetage, som også er formgivet med kyndige arkitekters hjælp. Det lyse trægulv, stueplanets pejseindsats og førstesalens hanebjælker i kiploftet er blot et udvalg af fine detaljer, der giver rummene karakter og demonstrerer den overordnede brug af
kvalitetsmaterialer og godt håndværk.

Stueplan byder på et speciallavet køkken, som ligger i åben forbindelse med en stor stue. Det ene af etagens fire værelser anvendes som en ekstra stue, og et af de to badeværelser har terrazzogulv. Etagens forstue er et indbydende rum, hvor en flot trætrappe svinger op til førstesalens møblerbare repos, to værelser og en vestvendt udsigtsaltan.

Derudover er der mulighed for at inddrage et uudnyttet loftsrum, men de fleste vil formentlig synes, at boligarealets 188 m2 er ganske tilstrækkeligt.

Velkommen til Krogen 3.