Agerhønevej 18, 9800 Hjørring

Spændende, arkitekttegnet villa med fremragende udsigt

På Agerhønevej 18 i Hjørring møder I denne spændende villa, der kan bryste sig af en skøn beliggenhed med en flot udsigt over grønne områder. Arkitekt Evald Krogh har forestået de rene linjer, og resultatet er en elegant og veldisponeret bolig med et markant udtryk og en god rumfordeling i forskudte plan. Velkommen til.

I bosætter jer yderst fordelagtigt i byen, og ikke nok med at I har en behagelig udsigt til naturen mod syd, hvor Åstrup Møllebæk passerer gennem, er I også placeret hensigtsmæssigt i forhold til hverdagens gøremål. Inden for en radius af omtrent halvanden kilometer kan I således tilgå pasningstilbud, indkøb og udmærkede idrætsfaciliteter, mens I samtidig er tæt på skole og centrum. Som prikken over i'et ligger huset på en lukket, fredelig vej.

Ejendommen blev opført i 1986, hvor facaden er udført i en kombination af hvidpudset murværk og træ. Som I bevæger jer inden døre, fortsætter den eksklusive stil, der blandt andet understreges af det nydelige Multiform-køkken. Det lækre design ledsages af skibsplank på gulvet, der tillige genfindes i den oplagte spisestue. Hjemmets primære opholdsrum er imidlertid den anseelige vinkelstue, hvor særligt det henrivende lysindfald og udsigten præger atmosfæren.

Hjemmet består videre af to værelser, hvoraf det ene har tilknyttet en altan - det er dog muligt at etablere yderligere to værelser, såfremt det ønskes. Dertil følger et walk-in-closet, et bryggers og to badeværelse, der begge er udstyret med Multiform-inventar, men adskiller sig fra hinanden ved udformning med henholdsvis marmor og granit. Slutteligt har I et disponibelt rum i kælderen.

Umiddelbart foran stuen har I en fabelagtig terrasse mod det kuperede terræn, og endnu to terrasser er at finde på grundens 846 kvadratmeter. I kraft af disses orientering, kan I altid udvælge et udeareal, der passer til temperaturen og jeres temperament.