Mulighedsrig ejendom i landlige omgivelser nær Sæby
Der er godt med plads og masser af muligheder, når det kommer til denne ejendom på halvanden hektar med store udbygninger. Hovedhuset indeholder blandt andet tre værelser og to stuer, og endelig vil I nyde de naturskønne omgivelser under et kvarters kørsel vest for Sæby.
I hovedhuset er køkkenet og stuen i direkte forbindelse i stueplanet, og i 2022 er der lavet en delvis opdatering af køkkenet. I stuen strømmer lyset ind fra begge ender, hvilket giver en dejlig rumfornemmelse sammen med pilleovnen, der skaber stemning på vinteraftenerne. Videre har køkkenet forbindelse til bryggerset. Etagen afsluttes af to værelser og et badeværelse, der har bruseniche, inden I skal begive jer op på første sal og se endnu en stue med pilleovn samt det tredje værelse.
Der er masser af rum til jeres kommende projekter, hobbyaktivteter eller andet, I drømmer om, når I ser nærmere på udbygningerne. Stald, værksted og lade er dele, I kan gøre til jeres, og endelig skal I se det store multirum, som sætter et væld af idéer i gang. Længen har ligeledes grovkøkken og toiletfaciliteter, der lige skal have en opdatering, men de giver mange muligheder.
Det samme kan siges om den store grund, hvor alt fra dyrehold til prangende køkkenhaver og helt andre løsninger bliver farbare. Omgivelserne er skønne med de åbne marker og naturen tæt på, som blandt andet betyder, at rådyrene kan finde på at lægge vejen forbi haven.
De landidylliske omgivelser bringer en tiltalende ro ind i hverdagen, og I skal ikke langt for at finde skønne naturomgivelser. Samtidig er der børnehave, skole til fjerde klasse og efterskole i Hørby, der også byder på en lokal købmand. I finder endnu flere tilbud i Sæby, som I når på godt ti minutter i bil.