Plumbjergvej 9+15, Morild, 9830 Tårs

Idyllisk nedlagt landbrug med mulighed for dyrehold

Morild er et dejligt samfund med et velfungerende fællesskab, som I kan se frem til at blive en del af med adresse på Plumbjergvej 15, hvor I flytter ind i en charmerende, højtliggende ejendom, der er omgivet af naturskøn idyl. Til det nedlagte landbrug hører et godt jordtilliggende med folde, ligesom her er flere tilbygninger, der gør ejendommen ideel til heste eller andre dyr. Derudover får I en dobbelt garage og en minihal, der bindes sammen af en fin gårdsplads.

Om det er høns, heste eller får, der skal flytte ind er op til jer, men her er både en stald og en løsdrift, dog uden inventar, hvilket gør det let at indrette det, som I ønsker. Ved garagen er der værksted, og i hallen kan I parkere traktoren og opbevare strøelse. Det bør også bemærkes at der er udskiftet tag på maskinhuset i 2018 samt tagkonstruktion på udhuset i 2016.

Ejendommen omgives af marker, der grænser op til den hyggelige have, som rådyrene ofte besøger. Dette bidrager til, at her er meget privat, og tilmed er der anlagt en stor fliseterrasse.

Fra boligen får I også glæde af de smukke omgivelser, da I har kig til foldene og det flotte landskab. Det rummelige stuehus er fordelt over halvandet plan med et køkken-alrum, der har direkte forbindelse til stuen med brændeovn. Etagen har yderligere et depot, badeværelse, bryggers og et værelse, mens der via baggangen er adgang til stalden. Videre på første sal har I tre værelser, hvoraf ét er et gennemgangsværelse.

Der er gode busforbindelser i området med skolebus lige ved ejendommen, og i nærliggende Østervrå har I også pasningstilbud og indkøb. Lokalt er der etableret en legeplads, hvilket vidner om, at der lægges mange kræfter i et attraktivt nærmiljø.