Græsvangen 11D, 9800 Hjørring

Flot halvt dobbelthus med god beliggenhed i Hjørring C

For enden af den lukkede vej Græsvangen i Hjørring finder I dette flotte og charmerende halve dobbelthus ud for nummer 11. Her får I en fantastisk, velindrettet bolig, der fordeler 83 kvadratmeter optimalt over halvandet plan. I kan blandt andet se frem til tre værelser og et moderne køkken i åben forbindelse med stuen, mens der ude venter jer en hyggelig have, der vender perfekt mod syd.

Ejendommen fra 1983 præsenterer sig nydeligt med rødt tegltag og hvidrammede sprossevinduer, hvilket emmer af charme. Den velholdte bolig blev gennemrenoveret i 2018 med nyt køkken, beklædning på kvisten samt behandling af de fine, gennemgående fyrretræsgulve.

I træder ind i en rummelig entré, hvor vaskefaciliteterne kan tilsluttes. Herfra bevæger I jer direkte ind i det dejlige opholdsrum med køkken og stue i ét. Køkkenet har hvide, grebsfrie elementer, der er arrangeret i en U-form, mens stuemiljøet let indrettes med både spisebord og sofahjørne. På etagen er der også et værelse.

Tager I trappen til første sal, ankommer I til en repos, der giver adgang til boligens to resterende værelser og et pænt, velholdt badeværelse. Sidstnævnte rummer både gulvvarme, glasafskærmet bruseniche og væghængt toilet.

Udenfor får I fornøjelsen af haven, hvor græsplæne og fliseterrasser omkranser husets tre sider på fineste vis. Der er desuden et redskabsskur på matriklen, og til huset hører en carport.

Fra den stille vej er der kort afstand til centrum, indkøb, skole, daginstitutioner og sportsfaciliteter, som ligger inden for en radius af én kilometer, ligesom der er nem adgang til bus, togstation og motorvej.

Vil I vide mere? Ring til os i dag.