Nørregade 26E, 9800 Hjørring

Charmerende lejlighed i den gamle bydel - hyggelig gårdhave

Nørregade i den gamle del af Hjørring emmer af charme med de mange, ældre ejendomme og med gågadens specialbutikker lige rundt om hjørnet. Her i Nørregade kan du nu flytte ind i denne lejlighed, hvor boligen i to plan samt udgangen til den dejlige grønne gårdhave gør, at det nærmest føles som at bo i rækkehus.

Når du bevæger dig ud i lokalområdet, kan du forkæle dig selv med delikatesser fra naboerne - alt godt fra havet hos Fisk Er Godt, eller et par smagfulde oste fra Skæve Mejeris butiksudsalg længere nede ad gaden. Og endelig har du også både en Fakta og Kiwi inden for rækkevidde, når de mere almindelige indkøb skal klares.

Boligen er del af en god og veldreven ejerforening, der ligger i en bevaringsværdig tidligere købmandsgård, der nu er omdannet til ejerlejligheder. Inde såvel som ude er de gamle detaljer bevaret med kærlig og sikker hånd. Her er gode fællesfaciliteter, eksempelvis den grønne gårdhave med højbede, cykel- og redskabsrum samt en tør kælder til opbevaring.

Selve lejligheden er indrettet i to plan med soveværelse, badeværelse og spisekøkken i stueplan, mens første sal udgøres af ét stort rum - boligens stue.

I badeværelset og entréen er der granitgulve med gulvvarme, og i resten af boligen er der fyrretræsplanker, som passer godt til den gamle stil. Det samme gælder de fritlagte hanebånd og loftet til kip i stuen. Endelig er køkkenet netop i 2016 blevet opdateret med nyt kølefryseskab og komfur, og vaskesøjlen på badeværelset har fået ny vaskemaskine.

Lyder denne charmerende lejlighed og de hyggelige omgivelser som noget for dig? Bestil en fremvisning, og lad os sammen se, om dette skal være dit nye hjem.