Løkkensvej 555, S Harritslev, 9800 Hjørring

Smuk, gennemmoderniseret liebhaverejendom nær Hjørring

Blot fem kilometer fra Hjørring ligger denne flotte liebhaverejendom klar til overtagelse. Ejendommen præsenterer sig nydeligt med gulkalkede mure og rødt tag, der omkranser gårdspladsen. Hele herligheden breder sig over 1,6 ha og ligger omgivet af marker med god afstand til de forbipasserende på vejen.

Huset er nænsomt gennemrenoveret, og I kan se frem til en ejendom på hele 308 m2 fordelt på to etager med gulvvarme, der indeholder to stuer, et køkken-alrum, fem værelser, to badeværelser og et bryggers. Det hele varmes billigt op af jordvarmeanlægget, der blev installeret i 2017. Køkken, bad og bryggers blev istandsat i 2015, mens ladens tag og vægge blev opdateret 2016-2021.

Oplevelsen starter i den rummelige stue, hvor lyset vælter ind gennem de sydvendte vinduer samt det brede dørparti, der vender ud mod haven og den ene terrasse, og hvor I charmeres af de synlige bjælker. Herfra kan I tilgå køkken-alrummet, der besidder samme sjælfulde atmosfære, og som er indrettet i romantisk, landlig stil med hvide låger med fyldninger samt induktionsplade og Quooker, begge fra 2021. Middagen indtages ved den indbydende spiseplads med indbygget slagbænk og langbord.

Videre finder I det praktiske bryggers, der matcher køkkenets æstetik. I stueetagen finder I også to badeværelser med brusenicher samt tre værelser. Førstesalen indeholder yderligere to værelser samt en stue med brændeovn. Der er loft til kip og fritlagte bjælker på hele etagen.

Udendørs venter den frodige have, som omkranses af buske og træer, så den er helt lukket. På grunden finder I også flere terrasser, hvor I kan indrette forskellige opholdssektioner med smuk udsigt. Endelig giver laden og den store grund et væld af muligheder.

I bosætter jer nær både Friskolen for Hundelev og Omegn, Friskolen Skallerup, indkøbsmuligheder, daginstitution og idrætshal, som alt sammen findes i en radius af bare fem kilometer.