Enghavevej 52, Lendum, 9870 Sindal

Stor landejendom med værksted og lagerhal – 11,4 ha naturrig grund i Lendum!

Enghavevej 52 er adressen for dig, der ønsker at realisere drømmen om et liv på landet og måske ønsker gode muligheder for erhverv på hjemmeadressen. Her i Lendum venter nemlig en charmerende og særdeles rummelig ejendom midt i smukke, naturskønne omgivelser. Ejendommen består af en velindrettet bolig på 257 m2, en stor landbrugsbygning, der blandt andet udgøres af værksted og lagerhal, samt en over 11,4 ha naturrig grund, hvis jordarealer har et væld af muligheder.

Ejendommen ligger midt i et fredfyldt landskab med bølgende marker og grønne naturområder, og samtidig er der bekvem afstand til de daglige nødvendigheder. Du kan gå til supermarked, skole og daginstitution på under ti minutter, og 20 minutter bag rattet bringer dig til Frederikshavn og Hjørring.

Takket være løbende vedligeholdelse står huset i flot stand med blandt andet vandskurrede vægge og charmerende, hvide trælofter. Planløsningen er yderst velfungerende og tæller hele fire værelser, hvoraf det ene giver mulighed for at ombygge til fem.

Opholdsmiljøet udgøres af et nydeligt køkken-alrum og to sammenhængende stuer, hvor et smukt parketgulv i mahogni pryder gulvet. I den ene stue får du tilmed glæden af en hyggelig brændeovn, og desuden har du herfra udgang til en dejlig, lys udestue med udgang til en sydvendt terrasse.
Hertil kommer et bryggers og to badeværelser med gulvvarme - det ene er fint indrettet med teaktræsgulv. Huset fuldendes af en rummelig, tør og indretningsvenlig kælder.

Med 286 m2 værksted og erhvervsareal samt 265 m2 lagerhal tilbyder landbrugsbygningen et utal af muligheder. Tillige får du en carport og en åben garage på godt og vel 108 m2.

Grunden byder på naturoplevelser og et rigt dyreliv. Skærum Å smyger sig på fineste vis gennem grundens øvre del, og ellers er her anlagt med grøn beplantning, små vandløb og fire hyggelige søer.