Tangsgårdsvej 10, Bjergby, 9800 Hjørring

Unik hesteejendom med nyere ridehal, renoveret stuehus samt 25,7 ha jord!

Velkommen til Skovsager - en dejlig hesteejendom med et lyst og indbydende stuehus, en stald, en ridehal og omtrent 26 hektar jord med kuperede enge, hvor de firbenede kan græsse og løbe frit.
Stuehuset blev opført i 1930, men i de senere år er det blevet istandsat med blandt andet en ny førstesal og nyt tag med gavlkviste i 2010.
Boligen rummer 174 m2 i fordelt på to plan, og med fire værelser, en stor, lys stue på første sal samt et køkken-alrum og en stue i åben forbindelse, er der masser af plads til familien. Derudover rummer boligen et praktisk bryggers samt et meget stort badeværelse med brus. Udelivet leves i en stor have, der er anlagt med en græsplæne, hvor børnene har masser af albuerum til at tumle og spille bold. Imens kan du slappe af på den sydvendte terrasse, der er et ideelt sted at servere en sommerfrokost eller en grillmiddag i solens varme skær.
Ejendommens udhuse rummer en lade, stor opvarmet garage med grav - tilhørende kontor/saddel - mindre bilgarage med helt nyt stoker anlæg - et maskinhus, men de største attraktioner er selvfølgelig stalden og ridehallen. Der er tale om en 20 x 40 m ridehal med spejl i gavl og vandingsanlæg. Bunden består af flis og sand. Dertil skal lægges hallens 10 hestebokse samt et isoleret foderrum med styring af hallens vandingsanlæg. Stalden rummer yderligere 4 hestebokse. Den store grund er anlagt med agerjord og skønne, kuperede enge med masser af plads til at anlægge folde. Endvidere skal nævnes 20 x 60 meter drænet udendørs ridebane. Stedet emmer af landidyl, og både grunden og haven får besøg af rådyr og fasaner - og krondyr lægger også vejen forbi. Fra adressen er der riderute til Tornby Strand og kort afstand til Hjørring Golfklub. Du får også kort vej til skole, børneinstitutioner og indkøb i Bjergby.
Desuden er der let adgang til Hirtshalsmotorvejen.
Kom selv forbi og oplev denne hesteejendom og de idylliske omgiveler. Velkommen til Skovsager.