Stor, skøn og indflytningsklar villa på attraktiv adresse i Svanelundskvarteret
Tidssvarende materialer og oprindelige detaljer er flot forenet i denne ejendom i Hjørring. Her er tale om en rødstensvilla fra 1933, der præsenterer sig i en charmerende byggestil. Huset byder på 249 boligkvadratmeter, herunder med fire værelser, to badeværelser og tre sammenhængende stuer. Kælderen supplerer med 79 kvadratmeter, som blandt andet er udnyttet til vinrum og vaskerum.
Ejendommen ligger på en rolig vej i et af Hjørrings ældste villakvarterer – helt tæt på Svanelunden og Folkeparken. Fra adressen er man samtidig i gåafstand til Metropol shoppingcenter og bymidten, og såvel skole som daginstitutioner og fritidstilbud er inden for komfortabel cykelafstand.
Villaen er løbende vedligeholdt og opdateret, og listen tæller eksempelvis facadeistandsættelse, hulmursisolering og opsætning af to nye altaner. I 2025 fik vaskerummet desuden automatisk ventilation med indbygget varmegenvinding, og styringen til varmeanlægget er udskiftet så sent som i 2026.
Alle døre i stueplan er udstyret med stilfulde Arne Jacobsen-dørgreb, og både køkken-alrummet og den ene af de tre stuer har elegant sildebensparket. For køkkenet er der valgt et klassisk design med hvide fyldningselementer og vitrineskabe, og det har køkkenø med integreret spisedisk. Samtlige stuer er lyse og rummelige, og den største har pejseindsats og to dobbeltdøre, som leder til udemiljøet.
En entré, en baggang og et moderne badeværelse afrunder etagen, mens førstesalen er dedikeret til de fire værelser og det ekstra badeværelse. Tre af værelserne er meget store, og to har privat altan med smedejernsgelænder. Badeværelset har dobbelt håndvask, muret bruseniche og hjørnebadekar.
Husets kælder indeholder to disponible rum foruden vaskerummet og vinrummet, og det har separat udgang.
Tæt hæk omkranser den private og velplejede have, der prydes af gamle træer og frodige buske. Haven er vestvendt og byder på drivhus og en hyggelig stenterrasse med aftensol. På boligens nordside finder I en hævet træterrasse med direkte udgang fra køkkenet.
Key features
Mægler
- Thomas Dietz Risager
- Ejendomsmægler og valuar. MDE
- 20428840
- thomas@thomas-risager.dk