Lækkert Milton-hus fra 2022 placeret centralt i Hjørring
Bare få øjeblikke fra bymidten i Hjørring finder I dette elegante Milton-hus, der er opført i 2022. Det er selvsagt indflytningsklart, og hertil kommer en fremragende planløsning med et stort, åbent opholdsrum og hele fem regulære værelser. Udearealerne er nemme at passe, og på matriklen står en rummelig udhusbygning i flere etager med mange anvendelsesmuligheder.
I bosætter jer på en stille og fredelig vej, og fra jeres fremtidige adresse tilgodeses I af korte afstande til alt det, I har brug for i hverdagen. Det gælder eksempelvis skole, pasningstilbud og indkøb, der alt sammen nås inden for en radius af knap en kilometer, ligesom I også er tæt på offentlig transport, grønne områder og udmærkede idrætsfaciliteter.
Allerede udefra fremstår villaen med et skarpt udtryk, hvor lysegrå mursten med sorte og brune nuancer ledsages af et mørkt tag. Som I træder inden døre, fortsætter den gennemførte æstetik med ensartede materialer og flotte detaljer hele vejen rundt.
Hjemmets i alt 185 kvadratmeter centrerer sig omkring køkken-alrummet, der byder på hvide, glatte fronter og mørke bordplader. Loftet er ført til kip, hvilket giver en let og luftig atmosfære, og takket være det rige lysindfald er stemningen i top. Det samme er tilfældet i den tilstødende stue.
I tillæg til de to opholdsrum består huset af de nævnte fem værelser, hvoraf det ene er et oplagt forældreafsnit med walk-in-closet såvel som eget badeværelse. Endnu et badeværelse er at finde ved fordelingsgangen ved entréen, og det er ligeledes herfra, at I tilgår de resterende fire værelser og bryggerset.
Væk fra vejen, bag huset, er der en mindre have med tilhørende terrasse, og for enden af den flisebelagte indkørsel finder I udhuset, der kan bruges som garage, depot, værksted og meget mere.